Bindeleddet i det digitale sundhedsvæsen

Søgning

Nyhed

Kvalitet er nøgleordet

18. januar 2023 · 2 minutter

I 2015 indførte vi kvalitetsstyringssystem (KSS) til test af leverandørernes implementering af MedCom-standarder. Formålet er løbende at sikre og forbedre kvaliteten af vores serviceydelser.

I alle år har vi, som led i KSS, udsendt spørgeskemaer til alle interessenter efter endt testforløb. Efter to år med stigende kurve, gik vi i 2022 en smule tilbage fra en samlet score på 70,6 til 68,6. Tilbagegangen kan skyldes et 2022 med en betydelig vækst i både testaktivitet, og dermed øget travlhed, nye tilgange samt indkøring af nye MedCom-medarbejdere. Derfor ser vi også tilbagegangen som forventet, om end stadig som en positiv udvikling af det samlede kvalitetsmål og -udvikling.

Hvad er KSS?

I 2015 etablerede vi et kvalitetsstyringssystem inden for test af leverandørernes implementering af MedCom-standarder. Formålet var – og er stadig – at arbejde bevidst med kvaliteten af vores serviceydelser. Sidenhen er kvalitetsstyringssystemet udvidet til også at omfatte arbejdsprocesser omkring udarbejdelse af nye MedCom-standarder samt ændring af eksisterende MedCom-standarder.

For at kunne forbedre kvaliteten af vores serviceydelser, har MedCom brug for input fra vores samarbejdspartnere. Derfor sender vi et spørgeskema ud til alle interessenter, hver gang MedCom afslutter et testforløb eller frigiver en ny eller opdateret standard. Løbende forbedringer er nøgleordet hos MedCom, og kun via feedback opnår vi disse. I 2022 havde vi rekordmange godkendte testforløb, hvor vi endte på 60 certificeringer. Det kan du læse mere om her.

Vinderen af Den store MedCom-gave

Vi vil gerne sige tusind tak for alle tilbagemeldingerne, som vi modtog i løbet af 2022. Vi har igen i år trukket lod om Den store MedCom-gave, som man automatisk er med i lodtrækningen om, når man udfylder spørgeskemaet. Den heldige vinder i 2022 er Birthe Berland, Senior Software Engineer hos Complimenta (CompuGroup Medical).

Den store MedCom-gave har eksisteret siden 2018, og det er dermed femte gang, at vi finder en heldig, og glad, vinder. 

Vi håber naturligvis på en lige så stor opbakning i 2023 som i de forgangne år.

Du kan læse mere om vores kvalitetsstyring her.