Bindeleddet i det digitale sundhedsvæsen

Søgning

Modernisering af MedCom-standarder

Hvor står vi nu?

Modernisering af MedCom-kommunikationen startede tilbage i MedCom11 (2018-2020) med det formål at udskifte alle de ældre nationalt profilerede standarder med internationale HL7-standarder. Vi er kommet langt siden da, men ikke så langt som vi havde håbet.

I MedCom12 (2021-2022) har vi arbejdet videre med moderniseringen af de tre første FHIR-standarder, advis om sygehusophold (HospitalNotification), den nye korrespondancemeddelelse (CareCommunication) og kvitteringsstandarden (Acknowledgement). Moderniseringsarbejdet har dog været mere eller mindre pauseret i dele af 2021 og 2022 grundet den analyse, Deloitte gennemførte omkring forventede omkostninger, kortlægning af cost drivere samt et internationalt perspektiv på modenheden af FHIR.

Analysen er blevet foretaget for at styrke parternes grundlag for beslutning om det videre arbejde med omlægning af MedComs standarder til FHIR. Nogle regioner havde ytret ønske om at have muligheden for at implementere en OIOXML-version af advis om sygehusophold og den nye korrespondancemeddelelse først, og på sigt gå over til FHIR. Efter nøje overvejelser har alle fem regioner dog meldt ud, at alle går direkte på FHIR. Det er vi i MedCom glade for, da det betyder, at sundhedsvæsenet får glæde af de tekniske muligheder som FHIR-versionerne giver, hurtigere end de ville, hvis de skulle gå OIOXML-vejen først.

Dokumentationen for de to standarder ligger i MedComs nye FHIR-dokumentationsunivers. Et univers, som samler alle relevante oplysninger om anvendelsen af en standard og de tekniske krav, så interesserede kan tilgå og læse dokumentationen for MedComs FHIR-standarder. Efter stort ønske fra flere udviklere, er alle tekniske specifikationer udviklet på engelsk. Med det nye dokumentationsunivers bliver det ligeledes lettere at holde sig opdateret om de nyeste ændringer i standarddokumentationen. Den 6. december 2022 blev de første FHIR-standarder optaget i Sundhedsdatastyrelsens standardkatalog med anbefalelsesgrad ”planlagt” i version 2.0, og de hidtidige versioner 1.0 ”udfases”.

Baggrunden

Gennem de seneste mere end 25 år er beskedudveksling sket med anvendelse af EDIfact format, der alle er danske profiler af de internationale EDIfact standarder. Desværre har tiden vist, at omverdenen fortrinsvis har satset på HL7 format i stedet.

Efter 10 år med EDIfact standarder i Danmark, blev der udarbejdet nogle responderende OIO XML standarder, der udover at kunne finde anvendelse ved beskedudveksling også finder anvendelse internt i regionerne, samt ved webservicekald nationalt og regionalt. De seneste år er EDIfact og OIO XML standarderne blevet revideret efter behov, mens nye standarder udvikles som HL7 FHIR.

Mange standarder findes både i EDIfact og OIO XML format, hvor det er muligt at mappe 1:1 imellem. Derfor forekommer der begrænsninger i OIO XML standarderne, afledt af de tilsvarende EDIfact begrænsninger.

Formål

De danske EDIfact og OIO XML-standarder skal erstattes med internationale standarder fra HL7. Baggrunden herfor er et behov for et teknologisk løft til moderne standarder, der har bedre understøttelse i systemudviklingsværktøjer ligesom nyuddannede ikke undervises om EDIfact i deres studier. For virksomheder som outsourcer systemudviklingen til udlandet, er det særdeles svært at finde ressourcer, der besidder EDIfact know-how.

Selv om OIO XML standarderne findes i XML, er der også behov for at modernisere disse, da de rummer begrænsninger afledt af EDIfact. Desuden anvender OIO XML standarderne dansk terminologi fra OIO, mens der indenfor sundhedsvæsenet efterspørges standarder, der bygger på international terminologi.

Erfaringerne med udrulning af en revideret standard er, at forløbet tager to år, fordi udrulningen ofte involverer mange systemer og organisationer. Hensigten er at skifte til mere fleksible HL7 FHIR standarder, så udvidelser af eksisterende standarder kan implementeres hurtigere og mere agilt.

Målsætning

Initiativet er forankret i strategi for digital sundhed 2018-2025 ”Et sikkert og sammenhængende sundhedsnetværk for alle”, hvor initiativ 2.1 omhandler bedre, hurtigere og mere sikker digital kommunikation mellem sektorerne.

Moderniserede standarder er mere fleksible, og genbruger nationale og internationale generiske datastrukturer. Med anvendelse af mere fleksible standarder i HL7 FHIR format, gøres det muligt at implementere revideringer og udvidelser til standarder successivt i systemerne, i den takt de har mulighed herfor efter deres individuelle roadmaps. Dette finder anvendelse ved beskedudveksling, hvor to systemer har behov for at sende information til hinanden.

Ved integration med den nationale dokumentdelingsservice, hvor systemer uploader informationer med henblik på senere deling af oplysningerne, fortsættes arbejdet med at udarbejde HL7 CDA standarder.

Anvendelse af danske profiler af internationale HL7 standarder vil potentielt gøre det enklere at udveksle informationer på tværs af landegrænser, til den tid dette ønskes implementeret.

Når der anvendes danske profiler af internationale HL7 standarder, vil investeringer foretaget i danske systemer lettere kunne finde anvendelse ved eksport, ligesom tilpasningsopgaven til danske forhold reduceres for udenlandske leverandører i forbindelse med udbud.

Kontakt

Portrætfoto af Michael

Michael Johansen

Chefkonsulent

Standardteam